Foreningens værdier

Skaber sammenhold virkelig magi?

Ungdommens Teater er først og fremmest en forening der elsker at lave teater. Vi elsker at lave det sammen. Vi arbejder under mottoet "sammenhold skaber magi" og den sætning indeholder tre meget vigtige ord for os.

Sammenholdet er utroligt vigtigt når vi laver teater. For sammenholdet er med til at skabe en tryg ramme, hvor venskaber kan spire!

At skabe noget kræver masser af energi og  arbejde, især når det kommer til teater. Vi lægger vægt på, at der er mulighed for at udfolde sine kreative idéer i foreningen og at dem der har lyst, skal kunne udfordre deres talent på en tryg og behagelig måde.

Magien er både produktet og processen. Produktet bliver magisk, hvis de der står på scenen, brænder for det de laver. Processen er magisk, hvis de der står på scenen og dem der arbejder bag den, forener deres kræfter og bruger det på at skabe fantastiske teateroplevelser.

For Ungdommens Teater skabes magien gennem sammenholdet - uden sammenhold, ingen magi. Men for at skabe sammenholdet, skal man stræbe efter magien! Vi har ét dedikeret mål: At skabe super teateroplevelser for unge, både af alder og sind.

De formelle mål

Foreningens formål er folkeoplysende og almennyttigt og foreningen arbejder for:

  • At sikre mulighed for, at unge kan spille og se teater, der henvender sig til dem.
  • At give mulighed for, at unge kan spille og se teatergenrer og -former, der udfordrer både skuespillere, teknikere og publikum.
  • At udbrede viden om teater i form af foredrag og workshops.
  • At sikre plads og mulighed for at udfolde og udvikle sig i foreningen – at rumme forskelligheden mellem dem, der ønsker at deltage for deltagelsens og fællesskabets skyld, og dem, der ønsker at deltage for ar udvikle personlige kompetencer indenfor teaterverdenen.
  • At kontinuerligt opsætte teaterstykker, teaterkoncerter el.lign.
  • At sikre rummelighed, mangfoldighed og det sociale engagement mellem foreningens medlemmer, i de enkelte stykker og udenfor teatermæssige sammenhænge.